Praktisk på OG

Her kan du f.eks. læse hvad du skal gøre hvis du flytter, skal leje et elevskab, søge om SU og andre nyttige ting i din hverdag på skolen.

Hvis du skifter navn, adresse eller telefonnummer, skal du straks meddele dette til skolens kontor.

Bøger fra biblioteket (i hjørnet ved lærerværelset) kan ikke lånes med hjem.
Ved henvendelse til den relevante lærer kan de lånes til opgaveskrivning på skolen.

Lån et skab på Odder Gymnasium.

På safeticket betales 125,- kr.
Kvittering vises på kontoret, som også udleverer nøglen. Kvitteringen fremvises enten udprintet eller elektronisk.

Nøglen kan benyttes i de tre år, man går på OG.
Nøglen er personlig, og skal afleveres på kontoret inden dimissionen.

Fundet glemt tøj hænges op på knagene, der hvor det er efterladt.

Smykker, ure og andre værdigenstande – henvend dig på kontoret.

På printeren i 2-fløjen kan eleverne udover at printe også fotokopiere og scanne til egen email-adresse.

Printeren kan også lave OCR-scanninger.

Skolens MobilePay nummer er 137344.

 1. lektion 08.15-09.25 Pause 10 min
    2. lektion 09.35-10.45 Pause 15 min
    3. lektion 11.00-12.10 Pause 30 min
    4. lektion 12.40-13.50 Pause 5 min
    5. lektion 13.55-15.05

SU står for Statens Udannelsesstøtte. Alt, der har med din SU at gøre, foregår i minSu.

Du skal søge og ændre din SU i minSU. Du kan logge på døgnet rundt og altid få overblik over din SU.
Du kan søge SU, når du er optaget på en uddannelse – dog tidligst en måned før studiestart. Du kan få SU fra kvartalet efter, du er fyldt 18 år.

Din Sikkerhed 
For at vi kan sikre dine personlige oplysninger, skal du logge dig på med NemID.

Klar til logon
Inden du logger dig på minSU for at søge SU, skal du have en NemKonto – det er den bankkonto, som alle offentlige myndigheder vil benytte, når de skal udbetale penge til dig.

Få hjælp
På su.dk kan du læse alt om SU og NemID og finde svar på det meste, hvis du bliver i tvivl om, hvordan du skal udfylde din ansøgning. Du kan også spørge SU-medarbejderen eller din studievejleder på OG, hvis du har spørgsmål.

Almindelig sygdom noteres via fraværsregistreringen i Lectio: Man skal angive fraværsårsag samme uge som fraværet forekommer, fx med årsagen “sygdom”.

Hvis du rammes af sygdom, der må forventes at vare i længere tid (over 3 uger), kan skolen iværksætte sygeundervisning, hvis du (og evt. dine forældre) ønsker det. Tag kontakt til din studievejleder for nærmere information og aftaler.

Hvis du på grund af sygdom bliver forhindret i at møde til skriftlige eller mundtlige prøver til afsluttende eksamen, skal du straks give rektor/skolens kontor besked herom. Sygdom i eksamensperioden meldes til skolens kontor pr. telefon (fra kl. 7.45). Rektor/kontoret skal have denne besked senest om morgenen på den pågældende prøvedag, da du ellers ikke kan komme til sygeeksamen, og du skal have en lægeerklæring for at kunne komme til sygeeksamen.

For alle gymnasier gælder, at der er egenbetaling af visse undervisningsmidler.
Beløbsgrænsen er 2500 kr.

Vi kan nøjes med at opkræve kr. 1000, der dækker alle 3 år.
Beløbet dækker licenser for ordbøger, diverse programmer / apps, fotokopier m.v. . Hvis uddannelsen afbrydes efter grundforløbet returneres beløbet ikke, idet skolen har afholdt udgifter til dette ved skolestart.

Som ny elev på Odder Gymnasium skal man medbringe en computer til undervisningen. I undervisningen bruger vi en række fagprogrammer, og derfor anbefaler vi en computer med følgende hardwarekonfiguration

– Bærbar PC med Windows 10/11
– Intern hukommelse: 16 GB RAM
– Harddisk: 512 GB SSD
– Processor: Intel Core i5 eller AMD Ryzen 5 (eller bedre)
– Batterilevetid: mindst 7 timer

Fagprogrammerne kan ikke installeres på Chromebook, IPad eller Linuxmaskiner, og derfor kan de ikke bruges i undervisningssammenhæng. Odder Gymnasium har indkøbt en række licenser, som eleverne får stillet til rådighed. Det gælder bl.a. Office 365-pakken, ordbøger, lommeregner og andre fagrelevante programmer.
Hvis man skal investere i en ny computer og er i tvivl hvorvidt en computer lever op til de gældende anbefalinger, er man velkommen til at kontakte skolens IT-supportere. Vi har ikke indgået nogen aftale vedr. køb af udstyr, idet der i diverse elektronikforretninger ofte er gode tilbud. Så find det tilbud, der passer dig bedst.

På skoledage kører der bus nr. 302 og 331 fra Banegården i Odder til Gymnasiet.

Som elev på OG kan du få rabat på din daglige transport mellem din bopæl og Odder Gymnasium.

Du skal selv søge om at få dit personlige kort på www.ungdomskort.dk

Log på med MitID og følg vejledningen.
Det er her du bliver godkendt til et Ungdomskort, når du er indskrevet på en godkendt ungdomsuddannelse.

Når du er godkendt, skal du selv bestille Ungdomskort hos trafikselskaberne, du kan få yderligere information på Midttrafik.dk via dette link:
https://www.midttrafik.dk/ungdomskort

Videregående uddannelse

Efter studentereksamen kan du vælge at læse videre på en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse.

En kort videregående uddannelse kaldes en erhvervsakademiuddannelse og varer som regel 2 år. Det kunne fx være datamatiker, multimediedesigner eller laborant.

En mellemlang uddannelse kaldes en professionsbacheloruddannelse og varer som regel 3 ½ år. Det kunne fx være folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske.

En lang videregående uddannelse er bygget op som en 3-årig bachelor som kan efterfølges af en 2-årig kandidatuddannelse. Det kunne fx være på et af universiteterne – fx i fag som medicin, jura eller inden for et af dine fag fra gymnasiet – DTU (Danmarks tekniske universitet) eller CBS (Copenhagen Business School).

Endelig findes der særlige uddannelser, som ikke hører til i ovenstående grupper. Det gælder fx visse kunstneriske uddannelser, uddannelser inden for politi og forsvar samt enkelte andre.

I løbet af din tid på OG vil du møde forskellige repræsentanter og rollemodeller fra videregående uddannelser som en del af din karrierelæring. Det sker både via besøg hos uddannelsesinstitutioner og med foredrag på gymnasiet – og ved de særlige brobygningsdage, hvor studerende overtager undervisningen på OG (Det rullende Universitet fra Aarhus Universitet og Via på Vejen fra VIA University College).