Velkommen som forælder på Odder Gymnasium!

Alle forældre ønsker, at deres børn skal trives og få en god uddannelse, som de kan bruge i deres videre færd i livet. Overgangen fra grundskolen til gymnasiet er et vigtigt nyt skridt, og her har vi samlet en række praktiske og nyttige informationer i forbindelse med opstarten på Odder Gymnasium, om hvordan I som forældre kan være med til at hjælpe jeres barn med at få en god start.

  • Dronefoto Odder Gymnasium

Forældrerollen

At starte i gymnasiet kan sammenlignes med at få nyt arbejde. Som ny elev skal man vænne sig til nye rutiner og nye rammer, og der er mange nye mennesker at forholde sig til. Også undervisningen kan opleves meget anderledes, end man er vant til fra grundskolen. Der stilles højere faglige krav, og der anvendes fagsprog med mange nye begreber. For nogle elever sker overgangen fra grundskole til gymnasium let, mens det for andre kan være lidt mere vanskeligt. Begge dele er normalt, og det er vigtigt at vide, at der er tale om en overgang, og at man som elev som regel hurtigt vænner sig til og kommer til at trives godt i gymnasiekulturen.

De fleste elever oplever ved starten i gymnasiet, at det bliver vigtigt for dem at lære at prioritere tiden. I gymnasiet forventer vi lektielæsning derhjemme hver dag, og derudover vil der være skriftlige opgaver.

Mange elever bruger derudover tid på fritidsaktiviteter, erhvervsarbejde og transport. Som forælder kan man støtte sit unge menneske ved at tale om, hvordan man kan organisere sin hverdag, så der bliver tid til det hele – både skole og lektier, men også tid til pauser, afslapning, søvn og et socialt liv.

Fra elev til studerende

Et af formålene med at gå i gymnasiet er, at de unge skal udvikle sig fra at være elever til blive studerende, så de ved udgangen af 3.g er klar til at kunne søge ind på en videregående uddannelse, kort eller lang. For at understøtte den udvikling, har elever på Odder Gymnasium et større egetansvar, end de måske har været vant til i grundskolen. Det betyder, at eleverne allerede fra begyndelsen af 1.g selv har ansvaret for at holde øje med skema, lokaleskift, lektier, afleveringer og frister, men vi vil naturligvis gøre en stor indsats for at hjælpe de nye elever godt i gang.

Man vil som forældre opleve, at kontakten mellem forældre og skole er mere sparsom, end den er i grundskolen, og det er helt bevidst. Selvom dit unge menneske har afsluttet grundskolen og i gymnasiet skal tage et mere selvstændigt ansvar end tidligere, er det imidlertid stadig vigtigt, at du som forælder følger og støtter skolegangen, selvom det måske sker lidt mere på afstand end tidligere – og selvom dit unge menneske undervejs i gymnasietiden bliver myndigt.

Fleksibelt skema

Skoledagen på Odder Gymnasium varer som udgangspunkt fra kl. 8.15-15.05.

Vi har et fleksibelt skema, og det kan derfor variere fra uge til uge, således at skoledagen nogle dage er lidt kortere end andre dage. Det fleksible skema betyder, at der løbende vil komme ændringer, fx som følge af læreres fravær i forbindelse med kurser. I gymnasiet bruger man ikke vikarer på samme måde, som man kender det fra grundskolen, og det betyder, at de timer, der aflyses på grund af en lærers fravær, vil blive læst på et senere tidspunkt.

Eleverne vil også nogle gange skulle arbejde selvstændigt uden lærer som en del af træningen i at udvikle sig fra elev til studerende (såkaldt virtuel undervisning). Vi holder løbende øje med antallet af timer i de enkelte fag for den enkelte klasse, så vi sikrer, at alle elever får den undervisning, de lovmæssigt skal have.

Mød os på sociale medier