Musik A – Engelsk A
Musik/engelsk studieretningen er en musisk/kreativ og sproglig studieretning, hvor du får udfordret og udviklet dit musikalske univers og styrket din sproglige side. Samtidig sikres du en fornuftig ballast i naturvidenskab/matematik.
Hvis du ønsker denne studieretning, skal du vælge musik som dit kunstneriske fag i 1.g.
I musik kommer du til at spille, synge og analysere forskellige genrer af musik – og senere også tilrettelægge og arrangere musikalske forløb.
Du kommer bl.a. til at:
- arbejde med vidt forskellige genrer fra rock og pop over musical-musik og opera til blues og folkemusik
- udfolde dig som sanger og instrumentalist – både i grupper af forskellig størrelse og alene
- få mulighed for at optræde ved forskellige lejligheder på OG
- indgå i kreative processer
- lære forskellig musikteori (fx nodelære, hørelære og harmonilære) og træne analyse af musik og tekst.
Engelsk handler om menneskers tanker, ideer og identitet med britiske og amerikanske forhold - og dit eget sprog - i centrum.
Du kommer til at arbejde med bl.a.:
- medier, kommunikation og lyrik – fx med udgangspunkt i berømte sangtekster eller historiske eller aktuelle taler
- film, billeder og moderne tekster – men også fx Shakespeares drama “Hamlet” – og engagerede diskussioner på engelsk af disses indhold og synspunkter
- din evne til at formulere dig skriftligt og mundtligt i en globaliseret verden.